Winnie Svendsen bruger sin baggrund som fysiker til at udvikle små sensorer, der kan bruges medicinsk. Foto Joachim Rode

Lang rejse i fremmed land

Monday 24 Feb 20

Contact

Winnie Edith Svendsen
Professor
DTU Bioengineering
+45 45 25 58 85

Blå bog

Winnie E. Svendsen er 53 år, gift og har to børn på 16 og 18. De bor i København.

  • 2019: Professor på DTU Bioengineering
  • 2006 - 2018: Etablerede forskningsgruppen Nano Bio Integrated Systems (NaBIS) på DTU Nanotech
  • 2002-2006: Lektor på DTU Nanotech
  • 2000-2002: Lektor på DTU Fotonik
  • 1998-2000: Adjunkt på Københavns Universitet
  • 1996-98: Postdoc på Max Planck Institute for Plasma physics, Garching, Tyskland
  • 1996: Ph.d. i atomfysik fra Københavns Universitet og Forskningscenter Risø
  • 1993: Fik en master’s degree with honors fra University College Dublin
I Winnie Svendsens barndomshjem var der intet, som pegede på, at hun skulle ende som professor på et universitet. Men med sine usædvanlige evner og en god portion stædighed er hun alligevel nået dertil, og i februar holdt hun sin tiltrædelsesforelæsning om nano- og biointegrerede systemer.

I sin families øjne har Winnie Svendsen været professor, lige siden hun begyndte på universitetet. I virkeligheden har vejen dertil være lang og sej, selv om hun er begavet med exceptionelle evner for matematik og fysik, og hendes matematiklærer allerede i folkeskolen sagde: „Du skal nok blive til noget“. Hvad dette ’noget’ var, vidste hun bare intet om.

Hun kunne dog godt mærke, at hun manglede noget i sprogfærdighed. Så efter folkeskolen besluttede hun sig for at tage på sprogskole i England. Det var der egentlig ikke råd til, men hun fik socialkontoret til at betale, og da de tre uger var gået, havde hun skaffet sig job som opvasker på et hotel og aftalte med sin engelske værtsfamilie, at hun kunne blive boende, indtil hun havde nået sit mål om at tale sproget ordentligt.

Der var ingen tradition for at tage en uddannelse i Winnies familie. Når man blev 18, hævede man sin første ’løn’ på bistandskontoret eller fik sig et ufaglært job. Men Tårnby Gymnasium lå tæt på, og en dag sidst i august, da undervisningen egentlig var i fuld gang, svingede hun inden om rektors kontor og spurgte: „Kan jeg gå her?“

Sprogfærdighederne fik hun brug for, da hun senere indskrev sig på fysikstudiet på University College Dublin i Irland, hvor hendes kæreste kom fra.

„Jeg anede ikke, hvad universitetet var og ville nok have haft svært ved at administrere den frie studieform i Danmark. I Irland var det mere struktureret med klasseundervisning og jævnlige eksamener. Jeg dumpede dog tre ud af fire fag det første år. I timerne noterede vi alt, hvad lærerne sagde, og jeg troede, det var nødvendigt for at klare eksamen. Jeg anede ikke, at man kunne låne bøger på biblioteket, hvor det hele stod. Men siden det gik op for mig, at man kunne læse sig til alt, hvad de sagde, er jeg ikke dumpet til noget,“ smiler hun.

Winnie sammenligner hele situationen med at stå for foden af et kæmpe bjerg med krat og tidsler. Hun anede ikke, hvad der var på toppen og hvilken vej hun skulle gå for at nå derop, men vidste bare, at hun skulle derop for at få et bedre liv. Heldigvis havde hun både evner og stædighed nok til at komme frem. Og der var folk på vejen, som troede på hende.

Opturen

Winnie havde blandt andet talent for at sætte store atomfysiske eksperimenter op. Hun byggede et forsøg, hvor hun med en laser skød på forskellige materialer som tin og jod, så de dannede plasma. Når det henfaldt, kunne man måle, hvordan elektronerne havde bevæget sig. Dette grundvidenskabelige arbejde viste sig at være vigtigt i forhold til fusionsforskningen, og den artikel, Winnie publicerede på sit speciale, er siden blevet citeret rigtig mange gange.

På en sommerskole i Lund, hvor hun skulle fremlægge sit arbejde, deltog blandt andre atomfysikeren Nils O. Andersen fra Københavns Universitet. Han udtrykte interessere for at samarbejde med Winnie, men sagde: „Nu må vi jo lige se, hvad du dur til efter dit foredrag.“ Og Winnie, der har total tandlægeskræk tænkte: „Jeg vil hellere til tandlæge end gå ind og holde det foredrag.“

Men det gik godt, og hun fik et forskningsråds-stipendium til at lave en ph.d. med KU-professoren som vejleder. Arbejdet, som igen involverede lasere og faststoffysik, foregik på det daværende Forskningscenter Risø sammen med professor Jørgen Schou.

Spiren

Et par postdoc-stillinger senere var Winnie i gang med et projekt, som handlede om at bruge elektroners spin i forbindelse med MR-skanning af lunger med KOL. Hun sad sammen med en radiolog og kiggede på billederne, og han bemærkede en skygge, som han mente var forstadiet til kræft.

„Dér slog det mig for første gang, at det, jeg beskæftigede mig med, faktisk kunne hjælpe mennesker. Og det gik op for mig, at der kunne være en idé i at lave anvendt forskning,“ fortæller hun.

Derfor var hun også åben over for tanken om at komme til DTU, da vicedirektøren for DTU Fotonik bankede på døren til hendes kontor på Panum og lokkede med en lektorstilling. Men det var først, da hun et år senere blev kontaktet af professor Anja Boisen i det daværende DTU Nanotech, at hun kom på sporet af, hvilken vej hun skulle med sin forskning:

„Jeg har aldrig selv søgt et job og har haft stor frihed i de spændende jobs, jeg har fået. Men Anja var den første chef, der spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig. Jeg blev bevidst om, at det jeg ville bruge min fysikfaglighed til, var at hjælpe mennesker. Så nu var frøet fra situationen med radiologen begyndt at spire.“

Meningen

Winnie dannede forskningsgruppen Nano Bio Integrated Systems (NaBIS). Og de begyndte at sætte systemer af mikrosensorer op til at analysere væsker uden at vide præcis, hvad det skulle bruges til. Idéen kom, da Winnies lille søn fik voldsomme feberanfald og skulle igennem en syndflod af blodprøver, som hver for sig blev sendt til et centrallaboratorium for at blive analyseret i en meget langsommelig proces.

„Det må kunne gøres bedre,“ tænkte Winnie. Og så var målet sat for gruppen: De skulle lave en mikrochip, lægen kunne bruge til at måle direkte på blodprøven og straks finde ud af, hvad der var galt.

Det håndholdte minilaboratorium har siden vist sig også at kunne analysere andre væsker og for eksempel teste for bakterier, partikler og pesticider i vand. Winnies gruppe er i den grad tværfaglig; blandt de 14 forskere er der både fysikere, biologer og kemikere, ligesom de arbejder sammen med eksperter fra DTU Compute.

„Det er superspændende, men også udfordrende. Vi ved selvfølgelig ikke alt om hinandens områder, så min første grundregel er: Der er ingen dumme spørgsmål. Vi må respektere hinanden hele vejen igennem,“ siger Winnie.

Troen

Winnie får hele tiden nye idéer til, hvordan mikrochippene kan bruges. Nye projekter spænder fra at diagnosticere æggestofkræft til at måle planterødders interaktion med jordens mikrober. Og det giver i den grad mening for hende at være kommet fra det nedlagte DTU Nanotech til DTU Bioengineering, hvor hun kan kombinere sine fysiske kompetencer med det biologiske.

Skiftet gav hende også det sidste skub til at gå efter det professorat, som hun egentlig mener, hun måske godt kunne have fået noget før. Men fordi hun ikke kendte stierne op ad bjerget i forskningsverdenen, har hun ikke altid taget den nemmeste vej.

„Professortitlen betyder altså noget. Jeg kan i hvert fald ikke mere bilde mig selv ind, at jeg ikke kan noget. Så jeg er glad og stolt; nu skal jeg bare skaffe flere penge til at føre alle mine idéer ud i livet,“ siger hun.

Der er fuldt blus på innovationen for Winnie, som også kæmpede for at få det ord med i professortitlen. Syv spinout-firmaer er allerede kommet ud fra gruppen; fem af dem kører stadig og tjener penge.

Hun har prøvet selv at følge en af idéerne ud i et firma, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var der, hun passede bedst.

„Det vigtigste for et firma er at tjene penge, men det er ikke det, der motiverer mig. Jeg er ikke forretningskvinde og gør nogle gange mere skade end gavn i den situation. Jeg bliver for ivrig og kan komme til at forære vores forskning væk. Så jeg nøjes med at være sparringspartner for firmaerne og arbejder videre med min forskning.“